Vores møde med Villa Ilangi i 2015 blev samtidigt et berigende bekendtskab med en vingård, som på mange måder repræsenterer en svunden epoke.
Du bliver ført tilbage til Toscana for 40-50 år siden, hvor der hverken var hype eller prestige over Toscana’s vine, og hvor du ikke skulle tage guldmønten op af lommen for at få del i de herlige Sangiovese-baserede vine.
Villa Ilangi står for vine med meget på hjerte, fremragende smidighed, dyb, moden frugt, og tilmed så karakterfulde, at de kalder både på fordybelse og munterhed.
Intet er overgjort; ikke for meget, ikke for lidt! Vi er ovenud begejstrede, for her er der herlighed og vinoplevelse for hver en krone.
Vi er blevet forvænt med de blændende vine fra Villa Ilangi, men Il Fontino er unægteligt den mest komplette til dato. Mørk, tæt, og med den formidable smidighed, som er den røde tråd i samtlige vine fra familien . Il Fontino er der såmænd bare lagt mere til både i dybde og koncentration, og afstemt akkuratesse, hvor du aldrig er i nærheden af oppustet, sukret populær-genre , men i stedet lander sikkert og tilfreds i Toscansk herlighed. Det er ædel og bundreel fortolkning af regionens store drue, Sangiovese, og som bliver flankeret af de historiske sorter Canaiolo og Colorino, der bidrager med hhv. fylde, varme og dyb farve.
Med det toscanske landskab på nethinden og Il Fontino i glasset – er scenen sat!
God fornøjelse!