Bemærk årg. 2010 Magnum 150 cl. i orig. træks.
Château de Saint Cosme - Fokuserede vine, der sprænger rammen for det optimale
Vi har fra første færd udråbt Louis Barruol fra Château de Saint Cosme til sin generations største talent i Rhône. Det er unægteligt hans rødvine fra vingården i Gigondas som er omdrejningspunktet. Det var her det for alvor begyndte, da Louis som 14. generation overtog driften af vingården, og gjorde op årtiers vanetænkning, og vendte vingården fra drueproducent til vinproducent.
Louis Barruol er uden tvivl totalt hengiven og dedikeret til Saint-Cosme, og rødderne er solidt plantet netop her hvor 14 generationer før ham har levet, og dyrket vin. Hans forståelse for de individuelle jordbundsforhold, respekten for det traditionelle håndværk, og samspillet med naturen gennem en økologisk tilgang til vindyrkning er nogle af grundpillerne i Louis Barruols arbejde. De resultater, og den bevågenhed han har fået på den internationale vinscene , har inddirekte haft en kolossal betydning for Gigondas' øvrige vinavlere.
Château de Saint-Cosme råder over 15 ha vinmarker, hovedsageligt med gamle vinstokke, hvilket giver den bemærkelsesværdige høje gennemsnitsalder på 60 år. Høstudbyttet er gennemsnitligt omkring 27 hl/ha. Ejendommens vinmarker ligger lige der hvor to forskellige jordbundsforhold krydser hinanden, hvilket forklarer den store variation af jordbundsforholdene indenfor de 15 ha. Det giver en enestående forskellighed blandt parcellerne, og sammen med et særligt køligt mikroklima, giver det en usædvanlig sen modning af druerne, som er et kæmpe plus for perfekt Grenache i det ellers så varme klima.
Med evnen til, og med en kolossal appetit på at forstå og udnytte potentialer, er han i konstant fremdrift, og vi kan som importør glæde os over, at han med talentets forpligtelse sætter nye standarder, ikke alene på hjemmebanen i det sydlige Rhône, men også i det nordlige Rhône, hvor hans fortolkninger af Syrah, bl.a. i Côte Rotie fylder godt i toppen af tabellerne når de største vine skal udpeges.